I dag lørdag startede dagen med, at en af de andre fra det sted vi sov blev hentet i en helikopter, da han havde fået højdesyge om natten. Han rejste i en gruppe og havde dagen før været den med mest overskud og havde været første mand oppe hver gang. Så det var lige en reminder om, at man virkelig skal passe på. Vi startede først med at gå kl 8.15, da vores guide synes at det er for koldt at gå før solen er på. Første del af turen var gennem denne flotte kløft/dal

Efter halvanden time kom vi frem til denne by

hvis man altså kan sige noget er en by med 5 huse. Her skulle vi lige have en kop te og en snack

Tjek lige i baggrunden hvordan de koger vand. Ja vi har da også meget glæde af vores solfanger som sidder på den røde rygsæk, den lader både telefon og tablet op. Man kan dog godt få ladet op på overnatningsstederne, det koster bare 20 kr. for en opladning.Det er det samme med internet. Her skal vi betale 50 kr. for 24 timers wi-fi!

Efter vores lille pause gik det bare op i en time

Huha det var hårdt. Vi var fremme kl. 13.00 i byen Lobouche hvor vi startede med lidt frokost. Vi var forøvrigt helt færdige og måtte lige ligge ned bagefter. Men så skulle vi også ud og gå, da vi igen skulle højere op end vi skal sove. I dag kom vi dog kun op i knap 5000 meters højde og vi skal sove i 4900. På vores lille tur så vi Khumbu gletscheren.